Nyhed / 6. juli 2015

TAK FOR I ÅR!

Årets CPH STAGE er veloverstået, og igen i år blev festivalen en stor succes. Over 20.000 skønne teatergæster har besøgt hele Danmarks teaterfestival, og der har været fuldt hus til mere end 40 forskellige arrangementer – vi er så glade! 

97 forestillinger, et teaterloppemarked, fester og branchearrangementer har været blandt de mange oplevelser du kunne få på CPH STAGE i dagene d. 10-21 Juni i København og på Frederiksberg. Årets program har budt på alt fra Reumertvindende – og nominerede – danske forestillinger og internationale publikumssuccesser til mindre egnsforestillinger og minifestivaler. Flere forestillinger under festivalen har været helt udsolgt, bl.a. ‘Lort’, ‘Som i Himlen’ og ‘Blind Hamlet’.

Internationalt scenekunstsamarbejde
Udover at være hele Danmarks teaterfestival, er det vigtigt for CPH STAGE også at være en festival, der er i dialog med scenekunst på internationalt plan – både for at løfte festivalen og for at tiltrække et internationalt publikum, der ved samme lejlighed kan få øje på den danske scenekunst. I år har vi gjort en stor indsats på dette område, og har været glade for at kunne præsentere 11 internationale gæsteoptrædener på festivalen. Publikum har haft mulighed for at opleve scenekunst fra bl.a. Tyskland, Fiji, Iran, Israel, England, Ungarn – og fra det meste af Norden.

Nye initiativer på årets festival
CPH STAGE har i år haft fokus på brugervenlighed, for at hjælpe publikum med at finde rundt i festivalens mange forestillinger og arrangementer. Et af tiltagene har været det uafhængige programudvalg, bestående af fremtrædende personer fra det danske scenekunstmilljø, som har håndplukket otte forestillinger og et arrangement som årets 9 highlights. Derudover har publikum i år haft mulighed for at gennemsøge de mange forestillingsudbud v.h.a. forskelllige temaer, som fx ’Køn på scenen’, ’Publikum på scenen’ og ’Humor på scenen’ m.fl.

CPH STAGE Festivalcentrum
For første gang i år har vi haft et decideret Festivalcentrum, på Nørrebro Teater, hvor teatergængerne kunne få informationer om festivalen, hjælp til billetkøb, og blive guidet til forestillinger og arrangementer. Festivalcentrummet har også været omdrejningspunkt for en række branchearrangementer, og et hyggeligt hang-out spot med morgenmad og kaffe, fælles morgenyoga og en Lytte Lounge, hvor du kunne tage en slapper og lytte til radiodramatik.

Bestyrelsesformand, Per Scheel-Krüger, kunstnerisk- og daglig leder på Teater GROB, udtaler om årets CPH STAGE:

”Festivalen, og kun på tredje år, har været helt fantastisk i år, ikke bare er der kommet flere publikummer til forestillingerne, men også til de andre arrangementer; festivalcentrum, åbningsdagen med fællesbord og smørrebrød, loppemarkedet og festerne har været velbesøgte. Vi præsenterede også langt flere store forestillinger fra provinsen i år; hittet Som i himlen, Vores Klasse, og Yahya Hassans Digte. Med sådanne forestillinger på programmet, nyt festivalcentrum, de udenlandske gæster og den internationale satsning er festivalen i år virkelig trådt i karakter som den årlige fejring af scenekunsten, og samling af branchen som den skal være. Både hos publikum og bredt i branchen er det noget, man regner med og ser frem til mere af.”

På gensyn i 2016 – vi kan næsten ikke vente!!