Nyhed / 16. januar 2018

Tekstede forestillinger i 2018

Vi fortsætter tekstnings-succesen og tekster i vinteren 2018  REQUIEM på Betty Nansen Teatret for engelsktalende og hørehæmmede.

REQUIEM på Betty Nansen Teatret

Tekstes på dansk og engelsk fra d. 30. januar – 24. februar
Glæd dig til at opleve Hultbergs mesterværk REQUIEM, der har været i hænderne på instruktør og billedkunster Jacob F. Schokking. Det er der kommet en visuelt stærk og tempofyldt forestilling ud af med løbebånd, flere drejescener og videoprojektioner etableret på scenen samt en scene i en kasse oppe under loftet.

Underkastelse på Betty Nansen Teatret

Tekstes på dansk og engelsk fra d. 23. marts – 7. april
Oplev Lars Brygmann i en åndeløs monolog, baseret på Houellebecqs provokerende og humoristiske fortælling om den vestlige verdens menneskelige og moralske sammenbrud.
Fortællingen foregår i Paris 2022. François er litteraturprofessor og bruger tiden på at drikke, forføre studinerne, spise færdigretter og se YouPorn. Ude i samfundet sker der ting og sager, som tvinger François og alle andre franskmænd til at se på samfundets kultur og dogmer med helt nye øjne.
BOOK BILLET

Tekstningen sker via app’en THEA, som er udviklet af Dogood AB og kan downloades gratis fra iTunes App store eller Google Play. Det er også muligt at låne en tablet med app’en installeret på teatret før forestillingen.

Tekstningen afvikles live og er  tilpasset hver enkelt forestilling. Hver karakter i forestillingen tekstes i egen farve, så man let kan følge med i hvem, der siger hvad. Desuden vises tekstningen på en sort baggrund, så man ikke forstyrrer andre publikummer i salen.

Høreforeningens formand Majbritt Garbul Tobberup har testet tekstningen til forestillingen DEKALOG på Betty Nansen Teatret til stor glæde: “Jeg må sige, at jeg er positivt overrasket. Jeg ville aldrig have kunnet følge denne forestilling uden teksterne.” Læs hele anmeldelsen af tekstningstilbuddet på Høreforeningen.dk.

Se også tv-indslaget, produceret af Døvefilm, om tekstning til forestillingen SMÅ FORSTYRRELSER i 2015.


Sådan bruger du app’en

  1. Medbring din smartphone el. tablet.  Det er også muligt at låne tablets med app’en installeret på teatret.
  2. Download app’en THEA gratis fra App Store eller Google Play (søg på “Thea Dogood”)
  3. Når du ankommer til teatrets foyer: Vælg Wi-Fi forbindelsen TEXTNING. Kode: Textning
  4. Sæt smartphonen på lydløs, åben THEA og vælg sprog
  5. Hvis du behøver hjælp eller information så henvend dig i vores helpdesk i teatrets foyer

Teksterne kører automatisk når forestillingen begynder.

Kom i god tid til teatret og henvend dig til vores helpdesk i foyeren. Vi anbefaler at downloade app’en inden ankomsten til teatret.

Tak til Oticon Fonden og Det københavnske Teatersamarbejde for støtte til tekstning. Tekstningsafvikling sker i samarbejde med Betty Nansen Teatret.