Nyhed / 15. maj 2019

Årets åbningsforestilling prikker til en ny seksuel revolution

Fotograf: Judith Buss

She She Pop åbner dette års teaterfestival med forestillingen 50 GRADES OF SHAME – et fotoalbuminspireret af Wedekinds Vårbrud, der mixer den klassiske teatertekst med E. L. James bestseller Fifty Shades of Grey. 

Du kan læse mere om forestillingen og købe billet HER. Det er den 22. maj på Nørrebro Teater.

She She Pop er optaget af de normer, der skaber vores individuelle lyst, og den skam, der følger med, hvis ens lyst ikke følger normen. Med 50 GRADES OF SHAME iscenesætter de en række møder mellem forskellige generationer og køn og skaber helt nye fantastiske kroppe. 

Inspireret af She She Pop ser vi her på fænomenet skam og stiller spørgsmålet, om vi trænger til en ny seksuel revolution.

Vi har spurgt en række forskellige mennesker, der i deres arbejde forholder sig til begrebet skam og bedt dem ud fra hver deres synsvinkel at give deres bud på spørgsmålet, som 50 GRADES OF SHAME har gjort os nysgerrige på. Trænger vi til en ny seksuel revolution, og/eller er vi allerede i fuld gang med at bryde med normerne, smide skammen og skabe nye muligheder for vores lyst?

Ida Rud, journalist og kropsaktivist:

Fatshaming er en del af vores kultur. Jeg oplever den i min hverdag, men man skal heller ikke se mange film og tv-serier for at få levende billeder på den. Hvis vi kan gøre noget ved nogle af de strukturer, der skaber kropsskam, ville det være en revolution, der ville bringe meget livsglæde med sig. 

På den ene side har vi tidsånden, der fortæller os, at alt er vores egen skyld og en skønheds- og “helse”-industri, der bruger milliarder af kroner på at sælge os produkter gennem budskaber, der promoverer dårligt selvværd. 

På den anden side ser vi oprøret, hvor enkeltindivider som jeg selv bruger de sociale medier til at skabe modbilleder. Vi er også begyndt at se tykke kvinder i hovedrollerne, og selv damebladene blander nu råd om slankekure med historier om kropspositivisme. De kommercielle aktører har fået øje på, at folk gerne vil kunne se sig selv i mediebilledet og tilbyder derfor nu karakterer med flere forskellige farver, størrelser og seksualiteter.”

Christian Graugaard, læge og sexologiprofessor v. Aalborg Universitet: 

”Vi tror stadig, at seksualiteten er et naturfænomen, og at begreber som ’heteroseksuel‘ og ’homoseksuel‘ er naturgivne, uforanderlige størrelse. Men seksualitet udspiller sig jo altid i et kulturelt rum. Selv når vi onanerer. Eller drømmer. Alligevel er der uhyggeligt mange sandheder og facitlister i omløb. Uhyggeligt mange idealer, vi skal måle os op imod. Uhyggeligt meget skam. 

Skammen kommer ind i billedet, når vores sexliv ikke ligner det, vi tror, naboen har. Og hvis vores sexliv ikke fungerer, så holder vi det for os selv, fordi vi skammer os. I dag er det et socialt succeskriterium at udstråle erotisk overskud. Det er kun tabere, som ikke har vild og eksperimenterende sex.

Men efter små og store seksuelle revolutioner i 1880’erne, 1930’erne og 1960’erne står vi måske midt i en fjerde revolution, hvor fortidens ideer om køn, krop og sex får endnu en tur i vridemaskinen. For eksempel ser vi, at unge kan være kærlige og intime på mange flere måder end tidligere og ikke nødvendigvis gider begrænsende etiketter, mærkater og båse. Vi er vant til, at der partout skal være livslang overensstemmelse mellem det, vi ”gør”, det, vi ”føler”, og den, vi ”er”. Altså: Jeg er en heteroseksuel mand, jeg tænder på kvinder, og jeg har sex med kvinder. I den fjerde revolution hænger de tre dimensioner ikke nødvendigvis sammen. Det er tilladt at flyde. At prøve sig frem.”

Gry Senderovitz, jordmoder, specialiseret i seksuel sundhed, forfatter af ”Ung, kend din krop” og ”Mødommen”:

”Mit bud på en vej videre er et folkets sprog. Lige nu er det sundhedsvæsenets ord for sygdomme og industriens ord for det, der skal købes, der dominerer det sprog, der beskriver vores krop og vores seksualitet. Når kroppen og oplevelsen af den portrætteres med ord og begreber, som handler om kontrol, og er så langt fra det oplevede liv, at vi ikke kan genkende os selv, så er det som slet ikke at have et sprog. 

Et nyt sprog kan lukke op for lysten og nysgerrigheden – for det levende snaskede dunkende, usikre, duftende og uforudsigelige. Beskrivelserne af anatomien skal samle krop, tanker og relationer (og så skal vi lige have rettet op på, at det kvindelige køn er direkte forkert beskrevet i anatomibøgerne). Alle køn har organer, som kan fyldes med blod, når vores tanker og sanser stimuleres. Så dunker det og kalder på opmærksomhed. Når vi får et fælles sprog, vokser virkeligheden og bliver meningsfuld og håndterbar.”

Anja Radeka, cand.mag i tværkulturelle studier med speciale i æresrelaterede konflikter:

Ære-skam komplekset kan bruges til at opdrage kvinder. De lærer, at de har en centrale betydning i andres liv (ære) og samtidig trues de med total krænkelse og tab af værdi, hvis ikke at de lever op til den rolle (skam). Skam forpligter kvinder til at vise hensyn til familiens følelser og vilje og er i fortællinger om ære direkte knyttet til kvinders seksualitet. 

Selvom mænd (i teorien) skal overholde nogle af de samme normer bliver der i langt højere grad set gennem fingre med deres afvigende adfærd. Sammenlignet med kvinderne kan mændene ofte “gøre som de har lyst til” så længe, der ikke tales om det. Kvinders adfærd fastholdes i højere grad som skamfrembringende. Skammens sociale funktion er at fastholde kvinder i æresmoralens kvindeidealer (såsom en jomfruelig kvinde, god pige). 

Herhjemme kalder muslimske kvindestemmer på et ønske om i langt højere grad at bestemme over deres egen seksualitet og hvordan, de vil udleve den. Der er mange bevægelser og talspersoner, som skubber i den retning blandt andre Sabaah, Khatera Parvani, Geeti Amiri, Natasha Al Hariri, Zeinab Mosawi og mange mange flere unge kvinder, der også i deres eget nærmiljø har taget deres normkampe.” 


Fænomenet skam 

Skrevet af Anine Boisen, par- og familieterapeut

Skam hjælper os til at regulere, hvad vi gør eller ikke gør i relation til vores omverden og opstår gennem, at man ser sig selv gennem de andres eller kulturens blik. Den gode skam hjælper os til ikke at opføre os skamløst og ikke at overskride andres grænser. Mens den ødelæggende skam gør, at den enkelte føler sig forkert og i yderste konsekvens ikke værd at elske. 

Vi kender alle til følelsen af skam, det er der, hvor vi slår blikket ned, rødmer, ønsker vi var langt væk og nogle oplever også, at skammen har mere fat på en måde, så den styrer vores adfærd og frihed, til at være dem vi er sammen med andre.

Skammen er forskellig alt efter hvor i verden og i hvilken tid vi befinder os. Det er ikke det samme, der fik skammen frem for 100 år siden og i dag, og det er ikke det samme i et rockermiljø og en økologisk landsby. Skammen optræder nemlig også i forhold til de normer og diskurser, der hersker i den kontekst, vi befinder os i, og her er skammens funktion at sikre vores position i og mulighed for at være en del af menneskefællesskabet, hvilket er noget af det vigtigste for os mennesker.

Skam er en kompleks størrelse, og den svenske psykolog Marta Cullberg Weston har inddelt skam i fire farver, som hjælper os til at forstå begrebet. 

  • Rød skam: Den røde skam opstår, når man har gjort noget forkert, når man har kvajet sig, når man pludselig står udenfor gruppen. Det er en her og nu skam, hvor man føler sig taget med bukserne nede. 
  • Lyserød skam: Hører til den dominerende diskurs, der hvor man er. Er man in eller yt. Det handler om trenden om, hvordan vi bør være, som vi måler os op imod. Hvilket image er det rigtige og man oplever skam, hvis man ikke kan passe ind i mønsteret.
  • Sort skam: Den sorte skam ligger under den lyserøde og opstår oftest i forbindelse med æreskulturer, hvor der hersker en særlig tabuisering af visse handlinger. Dette ses f.eks. i bandemiljøer og i nogle ungdomskulturer.
  • Hvid skam: Den hvide skam er den kroniske skam. En afgrundsdyb skam over sig selv. Kan opleves som en tomhedsdepression over ikke at blive set. Den hvide skam opstår/udvikles i de tidlige barndomsår og i de værste tilfælde kan mennesker med hvid skam have en følelse af ikke at være værd at elske, og som en der fortjener andres foragt.