Home

6. december 2022

Tilmeldingen til CPH STAGE 2023 er åben

Der er nu åbnet for tilmelding til festivalen 2023! Vi glæder os meget til at se, hvilke forestillinger der kommer på programmet.

TILMELDING TIL CPH STAGE 2023
Her på vores hjemmeside finder du tre guides, som beskriver alle de ting, du skal vide, når du tilmelder dig CPH STAGE. Vi håber, at det er brugbart og til at gå til. Læs mere og download de enkelte guides her. Fristen for at tilmelde sin forestilling er d. 3. februar.

Har du et publikums- eller brancheevent, som du ønsker at bidrage med til festivalen, kan du også som noget nyt tilmelde det allerede nu. Læs mere i vores guides. Fristen for at tilmelde events er d. 16. marts.

K7 VENDER TILBAGE
Oven på dette års store succes vender K7 tilbage næste år i uge 37. Vi håber meget, at endnu flere af jer har lyst til at deltage i kampagnen og på den måde nå ud til det yngre teaterpublikum. Tilmeldingen åbner næste år, og vi sender mere information, når vi nærmer os.

FESTIVALKONTORET ER VOKSET
Den seneste måned er festivalteamet blevet fordoblet. Vi har bl.a. ansat Jan Samuelsen, som er producent på festivalen samt Årets Reumert. Vi har også fået en ny eventansvarlig, Astrid Willow Møldrup, som skal lave festivalens eventprogram for publikum og sparre med jer om publikumsevents. Vi håber, I vil tage godt imod dem.

Læs mere



17. november 2022

Sidste frist for Open Call + tilmelding åbner

I dette nyhedsbrev har vi et par vigtige datoer, som vi gerne vil dele med jer. Så vi håber, at I læser med ☺️
Vi kan desuden fortælle, at vi her på kontoret er begyndt at tælle ned til, at vi meget snart kan dele spændende nyheder med jer, herunder de første af festivalens internationale forestillinger. 

DEADLINE FOR OPEN CALL I NÆSTE UGE
Skal du være en af de fem udvalgte til CPH STAGE’s kuraterede linje, så er det ved at være sidste udkald for at søge vores open call til 2023. Fredag den 25. november er der nemlig deadline. Som noget nyt i år kan man ansøge om transportbidrag, hvis man producerer uden for Region Hovedstaden, og vi opfordrer derfor alle uanset landsdel til at søge med en forestilling. Læs mere om ansøgningsproceduren her.

TILMELDING TIL CPH STAGE 2023
Den almindelige tilmelding til festivalen i 2023 åbner tirsdag den 5. december via vores hjemmeside. Vi lægger udførlige guides og information om tilmeldingsproceduren op på festivalens danske branchesite i ugen op til, så sørg endelig for at orientere jer, inden I tilmelder jer. Tilmeldingen lukker den 2. februar.

EMERGING NEW ARTISTS AND PRODUCERS’ PROGRAMME
På baggrund af den store succes sidste år fortsætter vi initiativet for scenekunstnere og producenter fra Danmark, Grønland og Færøerne, som er i begyndelsen af deres selvstændige karriere. Der er derfor nu open call til ’Emerging artists and producers’ programme 2023’, og deadline er fredag 13. december. Læs mere og ansøg om en plads her.

Med venlige hilsner,
CPH STAGE

Læs mere



24. juni 2022

God sommer!

Først og fremmest tak for en fantastisk festival. Det var dejligt at mødes med så mange af jer på kryds og tværs og opleve en masse fantastisk scenekunst. Vi er ligesom mange af jer så småt ved at lukke ned, men er dog fortsat på kontoret i næste uge.

Inden I går helt på sommerferie, har vi en lille bøn til jer angående evaluering. Vi vil rigtig gerne blive ved med at udvikle festivalen, så vi er sikre på at skabe de bedst tænkelige rammer for jer som deltagere. Vi har derfor et spørgeskema særligt rettet til branchen, som vi håber, I har lyst til at bruge 5-8 min. på at udfylde. Man kan besvare undersøgelsen HER.

Vi glæder os selvfølgelig allerede til næste års CPH STAGE. I første omgang vi vi dog gerne sige 1000 tak for dette års festival.

Vi håber, I får en rigtig dejlig sommer.

Med venlige hilsner,
CPH STAGE

Læs mere



19. maj 2022

Udpluk fra årets brancheprogram

Vi tæller ned til startskuddet på årets festival, hvor du har gode muligheder for at møde din kollega til både debat, frokost og fest. Vi håber meget at se så mange af jer som muligt i løbet af de 10 dage.

DEADLINE TIL OPEN CALL 25. MAJ
Deadline for CPH STAGE’s Open Call til 2023 og 2024 nærmer sig. Fristen for at tilmelde sig er d. 25. maj. Dette Open Call henvender sig til formater med en længere planlægningshorisont, og vi håber meget, at I har lyst til at søge. Læs mere her

DEBATTER OG ARTIST TALKS I BRANCHEPROGRAMMET
På festivalen kan du i år dykke ned i aktuelle branchedebatter. Scenekunstens Årsmøde tager bl.a. fat i branchens kredsløb – fra det enkelte individ og talentudvikling til vores arbejdsmarked og fælles fremtid. Du kan også møde din kollega til branchefrokosten samme dag. Til arrangementet Provokation i det danske scenekunstmiljø skal vi diskutere, hvordan man forholder sig til tabuiserede emner, når man som nyt stjernefrø begiver dig ud i det farverige teaterlandskab. Arrangementet er en del af Dagen for unge scenekunstnere.

Blandt årets mange artisttalks finder du Hotel Pro Formas Rum der taler samt Everything you want to know about The Smile off Your Face i festivalcentrummet på Aveny-T. I den mere politiske del af spektret er der aftertalk ifm. den internationale forestilling PLAYBLACK under overskriften Identity Politics and Representation. Og så kan du søge om at komme med til Shouts workshop Kunst og aktivisme.

Se hele brancheprogrammet her.

EMERGING ARTISTS AND PRODUCERS PROGRAMME
Vi er super glade for at kunne præsentere de syv udvalgte til CPH STAGE’s ‘Emerging Artists and Producers Programme 2022’. De får hjælp og støtte til at deltage på CPH STAGE’s Internationale dage d. 8. – 10.  juni. Tag godt imod dem her

ÅRETS REUMERT
Søndag d. 12. juni løber Årets Reumert af stablen, og vi håber, at I har lyst til at komme med til Odense for at fejre hinanden og det seneste års store scenekunstoplevelser. Showet starter kl. 19.00, og der vil efterfølgende være fest. Læs mere og køb din billet her

Med venlige hilsner,
CPH STAGE

Læs mere



22. april 2022

Tilmelding til K7: nyt stort tiltag i uge 37

Dagens nyhedsmail byder på masser af gode nyheder, som vi har glædet os meget til at dele med jer!

K7 – SYV DAGES TEATER FOR UNGE 2022
CPH STAGE er gået sammen med Golden Days, Dansk Teater og APPLAUS om et nyt tiltag i anledning af Dansk Teater 300 år. Under titlen K7 – Syv dages teater for unge laver vi en kampagne, hvor teatre over hele landet i uge 37 (fra d. 12.-18. september) tilbyder ungebilletter til deres forestillinger til 40 kr. pr. stk. Læs mere tiltaget og tilmelding her.

BILLETSALG TIL ÅRETS REUMERT
På mandag den 25. april starter billetsalget til Årets Reumert kl. 9.00. Hold øje på Facebook, når vi deler billetlink til årets store fejring af scenekunsten. Prisuddelingen finder igen sted på Odeon i Odense, og vi håber, I alle vil være med til at hylde og hædre hinanden.

SCENEKUNSTENS KLIMASALON
Bæredygtig Scenekunst NU og CPH STAGE inviterer til SCENEKUNSTENS KLIMASALON #5. Her vil vi sætte fokus på publikumsengagement i samfundets bæredygtige omstillingsproces, og hvordan man kommunikerer til sit publikum om sine bæredygtige initiativer. Læs mere om programmet og tilmeld dig her

LANCERING AF DET TRYKTE PROGRAM
Kom og fejr CPH STAGE’s trykte program, når det lander dugfrisk fra trykkeriet! Til lanceringen vil vi byde på en forfriskende velkomstdrink og et musikalsk indslag. Læs mere her.

Med venlige hilsner,
CPH STAGE

Læs mere



11. april 2022

Open calls og Scenekunstens Årsmøde

Så er der to måneder til festivalstart, og vi glæder os til at se jer på teatrene og til vores mange brancheevents. Vi har netop åbnet op for et nyt open call til De Internationale Dage, ligesom du nu kan tilmelde dig Scenekunstens Årsmøde. Læs med her. 

OPEN CALL FOR NYE KUNSTNERE OG PRODUCENTER
Vi har netop åbnet op for et nyt Open Call til CPH STAGE’s Internationale Dage 8. – 10. juni på Aveny-T. Vi ved, det har været nogle svære år – især for de kunstnere og producenter, som er i begyndelsen af deres scenekunstarbejdsliv. Derfor vil vi gerne invitere seks kunstnere/producenter til at deltage på De Internationale Dage i et støtteprogram. Læs mere her.

SCENEKUNSTENS ÅRSMØDE: SÆT X I KALENDEREN OG TILMELD DIG
Nu er det muligt at tilmelde sig Scenekunstens Årsmøde, som i år kommer til at handle om scenekunstens kredsløb og branchens mange samspillende aktører. Vi sætter fokus på scenekunstens arbejdsmarked, rammer, samarbejde, arbejdsvilkår og talentudvikling. Der er mange veje ind i den dagsorden, men en af de vigtigste er at sikre, at vi som branche kan befrugte hinanden bedst muligt. Læs mere og tilmeld dig her

OPEN CALL TIL KURATERET LINJE ’23 OG ’24
CPH STAGE åbner allerede her i foråret for et Open Call, hvor man kan blive udvalgt til kuratering til festivalerne i både 2023 og 2024. Vi håber, at dette vil imødekomme de teatre og grupper, der har brug for en længere planlægningshorisont. Det vil også blive muligt at søge om transportstøtte (transport og ophold) til forestillinger, man ønsker at præsentere på festivalen i 2023 og 2024. Der vil komme mere info i næste branchemail.

Med venlige hilsner,
CPH STAGE

Læs mere



27. januar 2022

Tilmeldingsfristen nærmer sig

Vi nærmer os den endelige deadline for at tilmelde sig festivalen. Hvis man ønsker at spille under CPH STAGE 2022, så er fristen for tilmelding om præcis en uge, nemlig torsdag den 3. februar. 

DEADLINE FOR PROGRAMMODULET
Efter at have færdiggjort jeres produktion og arrangement i Tereba skal I huske at udfylde programmodulet. De oplysninger og tekster, som I skriver i programmodulet, bruger vi som udgangspunkt for festivalens trykte program. Fristen for at udfylde programmodulet er den 25. februar. Du kan læse, hvordan du udfylder programmodulet i vores guide her samt læse mere om selve programmodulet her.

TILMELDING AF PUBLIKUMS- OG BRANCHEEVENTS
CPH STAGE laver hvert år en række publikums- og brancheevents, og alle er velkomne til at byde ind med deres egne events. Ønsker du at tilmelde et publikumsevent, skal du skrive til kommunikationsansvarlig Signe Demant Hansen på signe@cphstage.com. Tilmelding af brancheevent sker ved at skrive til festivalproducent Sarah Sarina Rommedahl på sarah@cphstage.com. Læs mere her.

04.02.22: DIGITAL LAUNCH AF CPH STAGE’S INTERNATIONALE DAGE
CPH STAGE har siden 2017 afholdt internationale dage – og har udviklet både en showcase og et internationalt mødested. Vi inviterer internationale gæster til festivalen, for at de kan se danske forestillinger og møde danske kollegaer i branchen – blandt andet dig. Få en forsmag, på hvad det går ud på ved at deltage i den digitale launch. Se mere og tilmeld dig her

Læs mere



4. januar 2022

Early bird deadline den 11. januar

Først og fremmest godt nytår! Festivalplanlægningen er i gang igen, og denne første uge af januar, skriver vi for at minde jer om en deadline, der er lige rundt om hjørnet.

Om en uge, den 11. januar, er der nemlig frist for at tilmelde sig CPH STAGE’s early bird kampagne. Kampagnen giver publikum mulighed for at købe billetter med 40 kr. rabat fra den 14.-28. februar. Du tilmelder dig early bird, når du udfylder tilmeldingsformularen i Eventotron. For at være en del af early bird skal du desuden underskrive kontrakt samt udfylde produktion, arrangement og programmodul i Tereba. 

HUSK DEADLINE FOR TILMELDING
Tilmeldingen til festivalen i 2022 er som bekendt åben, og deadline er den 3. februar. Vores erfaring siger, at det kan være godt at komme i gang i god tid, i tilfælde af evt. spørgsmål eller systemer der driller. Du kan læse mere om tilmeldingsproceduren her.

TEREBA WORKSHOP PÅ TORSDAG
Knirke fra Scenit afholder på torsdag den 6. januar kl. 10.00 online workshop i Tereba, hvor du har mulighed for at få en gennemgang af systemet og få svar på alle dine spørgsmål. Ønsker du at deltage, skal du skrive til Knirke på kc@scenit.dk, så sender hun et link.

Læs mere



20. december 2021

Glædelig jul og godt nytår fra CPH STAGE

En lille julehilsen herfra CPH STAGE, hvor vi om et par dage lukker og slukker for at gå på juleferie. Oven på regeringens udmelding i fredags forstår vi til fulde, at det – endnu engang – er en noget usikker måde at afslutte året på. Vi håber og tror dog på, at det inden længe ser lysere ud for kulturbranchen, og at vi igen kan mødes i teatret.

CPH STAGE fortsætter, som vi plejer. Det betyder derfor også, at vi løbende minder jer om vores forskellige deadlines og lanceringer frem til juni. Vi glæder os meget til at komme om på den anden side af den svære tid, for igen at kunne fejre scenekunsten sammen med jer alle til CPH STAGE 2022. 

TILMELDING TIL CPH STAGE
Tilmeldingen til festivalen i 2022 er som bekendt åben og deadline er den 3. februar. Vi opfordrer til, at man ikke venter alt for lang tid med at påbegynde sin tilmelding i tilfælde af evt. spørgsmål. Du kan læse mere om tilmeldingsproceduren her.

TEREBA WORKSHOP
Vi inviterer igen til Tereba workshop i den første uge af januar, hvor Knirke fra Scenit vil gennemgå alle dele af Tereba systemet, så det bliver nemt for jer at oprette jeres forestillinger. Der vil være mulighed for at stille spørgsmål. Du tilmelder dig workshoppen ved at skrive til Knirke fra Scenit på kc@scenit.dk

CPH STAGE er tilbage den 3. januar.
Indtil da ønskes I alle en glædelig jul og et godt nytår.

Læs mere



6. december 2021

CPH STAGE er på kommet på finansloven

I dag er vi i et ekstraordinært godt humør. Det er nemlig nu officielt, at CPH STAGE kommer på finansloven fra 2022. Det er selvsagt kæmpe stort, og noget vi har kæmpet for i flere år. Den årlige bevilling skal sikre en øget indsats for, at landets bedste forestillinger i højere grad når ud til publikum i hele landet. Du kan læse meget mere her.

Vi kan desuden fortælle, at tilmeldingen til CPH STAGE 2022 åbner i dag! Vi glæder os helt utrolig meget til at se, hvad I kommer til at spille under festivalen til juni. Deadline er den 3. februar, men vi opfordrer til, at man ikke går alt for sent i gang, da der ofte opstår spørgsmål undervejs.

NY TILMELDINGSPROCEDURE
Som noget nyt har vi valgt at bruge platformen Eventotron. Det er her, I skal tilmelde jer festivalen samt uploade billede- og evt. videomateriale. Når I har tilmeldt jer, modtager I en tilmeldingsaftale til underskrivelse, og I kan derefter oprette produktion og arrangement i Tereba. Du kan læse mere om tilmeldingsproceduren her.

HUSK EARLY BIRD
CPH STAGE lancerer hvert år en early bird kampagne, hvor publikum to uger inden programlanceringen har mulighed for at købe billetter med 40 kr. rabat. Hvis du ønsker at være en del af kampagnen, er fristen for tilmelding, underskrevet kontrakt samt oprettelser i Tereba allerede den 11. januar. Kampagnen kører fra den 14. – 28. februar. Læs mere her.

TEREBA WORKSHOP
Er du ny i Tereba, eller kunne du godt bruge en opfriskning, inviterer Scenit til Tereba workshop på torsdag den 9. december kl. 10.00. Her bliver Tereba systemet gennemgået, og der vil være mulighed for at stille spørgsmål. Du tilmelder dig workshoppen ved at skrive til Knirke fra Scenit på kc@scenit.dk

SHOWCASES UNDER CPH STAGE’S INTERNATIONALE DAGE
7 danske forestillinger er udvalgt til at spille på CPH STAGE’s Internationale Dage 8. – 10. juni. Det er her, vi inviterer internationale programlæggere til at opleve dansk scenekunst. Det har bl.a. resulteret i danske forestillinger på festivalerne Nordwind (DE), Plartforma (LI), Porto Alegra em Cena (BRA). Den 4. februar er der launch og mulighed for at møde internationale -og danske kollegaer. Se mere her.

Læs mere