Nyheder / 6. december 2021

CPH STAGE er på kommet på finansloven

I dag er vi i et ekstraordinært godt humør. Det er nemlig nu officielt, at CPH STAGE kommer på finansloven fra 2022. Det er selvsagt kæmpe stort, og noget vi har kæmpet for i flere år. Den årlige bevilling skal sikre en øget indsats for, at landets bedste forestillinger i højere grad når ud til publikum i hele landet. Du kan læse meget mere her.

Vi kan desuden fortælle, at tilmeldingen til CPH STAGE 2022 åbner i dag! Vi glæder os helt utrolig meget til at se, hvad I kommer til at spille under festivalen til juni. Deadline er den 3. februar, men vi opfordrer til, at man ikke går alt for sent i gang, da der ofte opstår spørgsmål undervejs.

NY TILMELDINGSPROCEDURE
Som noget nyt har vi valgt at bruge platformen Eventotron. Det er her, I skal tilmelde jer festivalen samt uploade billede- og evt. videomateriale. Når I har tilmeldt jer, modtager I en tilmeldingsaftale til underskrivelse, og I kan derefter oprette produktion og arrangement i Tereba. Du kan læse mere om tilmeldingsproceduren her.

HUSK EARLY BIRD
CPH STAGE lancerer hvert år en early bird kampagne, hvor publikum to uger inden programlanceringen har mulighed for at købe billetter med 40 kr. rabat. Hvis du ønsker at være en del af kampagnen, er fristen for tilmelding, underskrevet kontrakt samt oprettelser i Tereba allerede den 11. januar. Kampagnen kører fra den 14. – 28. februar. Læs mere her.

TEREBA WORKSHOP
Er du ny i Tereba, eller kunne du godt bruge en opfriskning, inviterer Scenit til Tereba workshop på torsdag den 9. december kl. 10.00. Her bliver Tereba systemet gennemgået, og der vil være mulighed for at stille spørgsmål. Du tilmelder dig workshoppen ved at skrive til Knirke fra Scenit på kc@scenit.dk

SHOWCASES UNDER CPH STAGE’S INTERNATIONALE DAGE
7 danske forestillinger er udvalgt til at spille på CPH STAGE’s Internationale Dage 8. – 10. juni. Det er her, vi inviterer internationale programlæggere til at opleve dansk scenekunst. Det har bl.a. resulteret i danske forestillinger på festivalerne Nordwind (DE), Plartforma (LI), Porto Alegra em Cena (BRA). Den 4. februar er der launch og mulighed for at møde internationale -og danske kollegaer. Se mere her.