Nyheder / 5. oktober 2021

NYT TILTAG PÅ CPH STAGE

En ny sæson er i gang, og med de mange fantastiske forestillinger giver det os kun anledning til at glæde os endnu mere til 2022.
I løbet af dette års festival fik vi trods restriktioner samlet i alt 17.000 publikummer, så forventningerne til næste år er høje. Hvis I er interesserede i flere relevante tal og generel information om festivalen 2021, har vi lavet en dokumentationsfolder. Læs mere her.

NYT TILTAG PÅ CPH STAGE
På CPH STAGE arbejder vi hele tiden på at udvikle festivalen samt gøre det endnu mere attraktivt for jer alle at deltage. Vi har derfor arbejdet på at lancere et helt nyt tiltag, som skal fungere som et tillæg til den allerede eksisterende, åbne tilmelding. I dag lancerer vi nemlig et Open Call til CPH STAGE’s nye kuraterede forestillingslinje, som vi håber vil gøre det nemmerefor jer at vise de bedste og væsentligste forestillinger under festivalen. Et programudvalg vil på baggrund af de indkomne ansøgninger vælge fem forestillinger, som foruden ekstra eksponering vil have mulighed for at modtage et økonomisk tilskud til produktionen.

Formålet med kurateringen er at sikre, at festivalen præsenterer publikum for det bedste teater fra hele landet. Vores håb er, at tiltaget på sigt vil bidrage til, at de gode forestillinger får et længere liv. 

Kurateringen erstatter ikke den åbne tilmelding, og vi ser derfor frem til at modtage jeres bidrag til programmet, når vi åbner for tilmelding i december. Du vil modtage mere info om proceduren via vores nyhedsbrev og på vores hjemmeside.

OPEN CALL TIL INTERNATIONAL DAYS
For femte gang laver festivalen Open Call til CPH STAGE’s International Days (8. – 10. juni 2022). Der er deadline for den 27. oktober. Denne gang er det på grund af et samarbejde med Dansk Skuespillerforbund blevet muligt at få op til 50.000 kr. i støtte til en unik, større opsætning. 

TEREBA WORKSHOP
Når vi åbner op for den øvrige tilmelding til festivalen 2022 skal alle som vanligt indtaste i Tereba. Er du ny, eller har du brug for en opfriskning i systemet, så afholder Scenit Tereba workshop både 12. og 14. oktober. Læs mere her

Med venlige hilsner,
CPH STAGE