Nyhed / 6. juni 2016
Alt er sagt, siger de

CPH Stage i Nordvest 8.-11. juni

I år har teatergruppen Batida sammensat et fire-dages tætpakket festivalprogram i Batidas Teaterhus, som en international miniteaterfestival i Nordvest under CPH STAGE. Her kan du opleve syv meget forskellige bud på scenekunst for voksne, herunder tre danmarkspremierer.

Fra Egypten kommer instruktøren, dramatikeren og solodanseren Nora Amin med sin performance Resurrection, hvori hun skildrer en omfattende brand på et teater i Cairo, der kostede mange egyptiske kunstnere livet – heriblandt hendes egen mand. Teatro BeReZe fra Tyrkiet præsenterer forestillingerne The Elephant og Macbeth – Nightmare for two – for sin rolle i Macbeth blev Erkan Uyaniksoy nomineret til den anerkendte tyrkiske Afife Theater Awards. Både Resurrection og Macbeth opføres for første gang i Danmark.

Arrièregarden fra Danmark består af to kvindelige musikere/skuespillere, som for nylig turnerede i Colombia med deres nyeste forestilling El Concierto, som får danmarkspremiere på CPH STAGE i Nordvest. Arrièregarden præsenterer også det absurde drama Alt er sagt, siger de. Batida deltager med den prisbelønnede, løsslupne tragedie Manden de kaldte Rolex om livet i en østeuropæisk diktaturstat før murens fald.

Så pak campinggrejet og rejs til det vilde Nordvest og oplev scenekunst, der giver dig én på frakken!