Highlights

CPH STAGE HIGHLIGHTS

Teateroplevelser, vi glæder os til!

Hvert år samler vi et uafhængigt programudvalg af fremtrædende personer fra det danske scenekunstmiljø for at udvælge årets Highlights i festivalprogrammet. I 2020 består udvalget af:

Maria Rich Skuespiller (Forkvinde)
Maja Ries Teaterleder, producent på Teater Grob
Janice Elkær Koreograf DON GNU
Lene Grønborg Poulsen Teateranmelder ISCENE og medlem af Reumert-juryen

  • Walk-Man
    Don Gnu

    DON GU er garant for fysisk teater og dans præsenteret i et legesygt univers med masser af man-power. Således også i forestillingen ”Walk-Man”, der tager udgangspunkt i et fodgængerfelt, men herudover også sætter alle normer, regler og sociale koder i spil. Forestillingen er en undersøgelse af manderollen samt den rå fysisk, og så imponerer “Walk-Man” ved præstationerne på scenen.

  • Mermaid Show
    Ann Liv Young

    Nu er der mulighed for at opleve international performancekunst fra New York i noget der ligner det vildeste i programmet indenfor genren. Det er koreograf og performancekunstner Ann Liv Young, der præsenterer en såkaldt dybhavsbombe under navnet ”Mermaid Show”. Fortællingen om havfruen bliver som oftest fortalt gennem mandens blik, men her tvinger en top-vulgær og grænseoverskridende kvindelig kunstner os til at se på tingene, som de virkelig forholder sig.

  • Jello Shot og Googleren
    Det Kongelige Teater

    De to forestillinger ”Jello Shot & Googleren” er en del af Det Kongelige Teaters dramatikerlaboratorium KGL Dansk, som hjælper både nye, uprøvede talenter og erfarne forfattere og dramatikere med at udvikle deres fortællinger. Her er det et brag af et skuespillercast fra Det Kongeliges ensemble, som spiller ny dramatik, skrevet af Julie Glargaard og Sonja Ferdinand. Det er skønt, at også ny dansk dramatik får en plads på Det Kongelige Teater, og vi ser frem til to fortællinger om henholdsvis ung grænsesætning og en mental ambulancefører.

  • Corpus Episodes: Mother #4
    Corpus

    Her er en unik mulighed for at opleve ekstremt dygtige dansere arbejde på en ny måde. På Statens Museum For Kunst inviteres publikum til at blive en del af skabelsesprocessen bag Corpus Episodes: Mother #4. For hvad sker der, når man tager professionelle dansere fra Corpus ved Det Kongelige Teater og lader dem arbejde i et kunstværk, der hele tiden er i udvikling og under påvirkning af publikum? Det kan kun blive et interessant bekendtskab, som man sikkert kan vende tilbage til flere gange under festivalen.

  • Det begynder at blive koldt om fødderne
    Teatret

    Hans Rønne er både lun, nærværende og morsom i monologen ”Det begynder at blive koldt om fødderne”, der handler om livets sidste fase. Som den erfarne veteran i dansk teater han er, leverer han en ”Niels Hausgaardsk” underfundig og tankevækkende enetale, der bliver både personlig og vedkommende på et mere eksistentielt plan. For hvordan stifter man fred med det faktum, at der kommer et sidste punktum for os alle?

  • Manifest for skrøbelige autoriteter
    Aarhus Teater

    Styrke og sårbarhed. Det er to af de ord, der beskriver dramatiker Nanna Cecilie Bang og forestillingen ”Manifest for skrøbelige autoriteter.” Her præsenteres publikum for tre skamløst ærlige mennesker, der leder efter en mening eller et manifest midt i den meningsløse tilværelse. Det er en forfinet sprogleg, hvor ordene vælter ud af munden på skuespillerne, men der er også en generel almengyldighed i vanviddet.

  • Det gode vs. det onde
    Aalborg Teater

    Intet er sort/hvidt når instruktør Tue Biering trækker i trådene. Således heller ikke i Aalborgs Teaters ”Det gode vs det onde”. Det er vildt og kaotisk på den gode måde, når skuespillerne Ena Spottag, Marie Knudsen Fogh og Jacob Moth-Poulsen med ekstrem energi og humor leger med verdens kompleksitet. Her er ingen frygt for nøgenhed eller krænkelser, og opsætningen leverer et forfriskende ”voksen-eventyr”.