Vi søger en kommunikationsmedarbejder, som på sprudlende vis har lyst til at formidle festivalens indsatser. Du vil få ansvaret for at koordinere, planlægge og udarbejde kommunikationen til scenekunstbranchen, som festivalen samarbejder med. Derudover vil du stå for opdatering af indhold på vores hjemmeside.
Du skal elske at skrive både kort og informativt samt engagerende om alt fra bæredygtighed til brancheevents. Som kommunikationsmedarbejder bliver du desuden en del af et team, som løfter i flok, og en organisation, der arbejder tæt sammen på tværs af fagområder. Du skal derfor kunne lide at samarbejde med mange forskellige mennesker og indgå i dialog.
Sidst, men ikke mindst skal du have enten erfaring fra eller en stor interesse for kulturbranchen.
Opgaverne vil blive løst i tæt dialog med den kommunikationsansvarlige. Stillingen tilbyder dog også en stor grad af frihed til at udvikle og sætte sit præg på jobbet.
At lave festival er en holdsport, og på vores lille festivalsekretariat arbejder vi derfor tæt sammen på tværs af vores afdelinger. Organisationen er dynamisk og bliver gradvist større, jo tættere vi kommer på festivalen. Derfor arbejder vi målrettet for at sikre, at alle føler sig som en del af teamet.
På vores kontor har nogle arbejdet med teater i mange år, mens andre er grønne i branchen. Begge dele hilser vi velkommen. Der er i perioder rigtig travlt, og her løber vi stærkt. Men vi ønsker også at skabe gode, realistiske rammer for arbejdslivet. Alt det håber vi, du har lyst til at være en del af.
CPH STAGE er en teaterfestival i København og på Frederiksberg, som hvert år fylder byen med danske og internationale teaterforestillinger. Festivalen har desuden et stort eventprogram for publikum med bl.a. koncerter, talks m.m.
Foruden publikumsarrangementer laver festivalen også en række aktiviteter for både den danske og internationale scenekunstbranche. Det tæller bl.a. den store branchedag Scenekunstens årsmøde samt De internationale dage, som løber over tre dage og samler både danske og internationale branchefolk.
Festivalen har eksisteret siden 2013 og løber i 2025 fra den 22. - 31. maj.
Stillingen er sat til at starte 1. november (eller snarest derefter) og løbe frem til slutningen af juni 2025. Stillingen er deltid med 25 timer om ugen. Bemærk, at vi ikke er lønførende.
Deadline for ansøgninger er d. 14. oktober kl. 12.00. Vi indkalder løbende til samtale og lukker for ansøgere, når vi har fundet den rette.
CPH STAGE ønsker at fremme ligestilling og mangfoldighed i branchen. Vi opfordrer derfor alle kvalificerede til at søge stillingen - uanset etnisk baggrund, køn, seksuel orientering, handicap, religion eller alder.
Har du spørgsmål, er du meget velkommen til at kontakte kommunikationsansvarlig Signe Demant Hansen på [email protected].