Nyhed / 8. marts 2016
Mens vi venter På porno

KVINDER, KØNSKAMP OG RØDE PØLSER 

Stærke kvinder, tvivlende kvinder, søgende og frigjorte kvinder. Forførende kvinder, respektløse og selvoptagede kvinder. De er der alle sammen i CPH STAGEs 2016 festivalprogram. I anledning af kvindernes internationale kampdag har vi samlet en række af de tilmeldte forestillinger til CPH STAGE 2016, som handler om køn og sætter spørgsmål til kvinders (og mænds) identitet i dag.

KØNSROLLER MED OMVENDT FORTEGN
I den satiriske montage Mens vi venter på porno rusker de grimme kvinder op i de store kvindetabuer og kaster lys på kvindens komplicerede sind. Kvinden er tilbage med fornyet saft – i en forestilling, som komisk stiller skarpt på kvindens identitet og rolle i dag. Det samme tema behandles i M.I.S – Natten lang” blot med maskulint fortegn. I forestillingen møder vi den rådvilde mand – den voksne drengerøv med det store ego, som er vokset op med 70’ernes bløde værdier. Gennem tre vidt forskellige dansende mænd bliver ’manden’ gjort til kastebold mellem alt fra Dirty Harry til Alfons Åbergs far.
ForestillingenMennesker mødes tager kærligt fat på den gamle græske myte om Pygmalion – men bytter rundt på kønnene og placerer hermed myten i en moderne kontekst. Nu leder kvinden efter den perfekte mand og skaber ham sin fantasi, da hun ikke finder ham. Men hvad sker der, når skaber og skaberværk endelig mødes?

BEGÆR LIDERLIGHED & KÆRLIGHED
I ”The house of the fortunate Buddhas” møder vi fire seksuelt frigjorte kvinder. De er respektløse, selvbeviste indtil det selvoptagne, upålidelige og forførende, når de fortæller om deres seksuelle udskejelser råt for usødet. Kvinders begær, længsel og kærlighed er også temaet for one-woman showet Kaffe og Kærlighed, som handler om en kvindes længsel efter kærlighed og en mand, som i højeste grad lader vente på sig.

STÆRKE KVINDEFORTÆLLINGER
En helt anden, mindst lige så stærk fortælling, kan man opleve med C:NTACT’s fortælle-forestilling Indvandrerkvinder og deres børn”. Her møder vi 10 indvandrerkvinder, der er kommet til Danmark inden for de sidste 10 år. De fortæller om at være ny i det danske samfund som etnisk minoritetskvinde.

I Et lys i mørket får vi indblik i fire enlige mødres livshistorier, der sætter fokus på os og vores samfunds inderste værdier. Som voyeur sidder publikum uden for og kigger ind på performancen, der udspiller sig bag en rude. Vi kan lytte til alt, hvad de siger – uden at de er bevidste om det. ”Kahlo – The concert” er en musikalsk forestilling om den kendte mexicanske maler Frida Kahlos (selv)portrætter. En kvinde, der trodsede livet og skabte mesterværker.

Kvinde eller mand, disse forestillinger er for alle, uanset køn.