Nyhed / 3. februar 2016

Scenekunsten som fortolker og samfundsdebattør

Startskuddet til 2016 har lydt, og scenekunsten lader nu stemmerne runge i den store samfundsarena. Kulturens institutioner og ledere tager del i debatten, mens virkeligheden komme tættere på.

Europa har længe været hundredevis af kilometer væk fra den brændende verden – men varmen er tæt på. Så tæt, at grænserne gløder.

Det europæiske samfund er blevet sat til vægs af virkeligheden, efter tusindvis af flygtninge har krydset grænserne i håbet om at finde land uden krig. Familier er blevet splittet ad, børn er ankommet alene, og de europæiske lande står nu ansigt til ansigt med de mange mennesker på flugt. De står her. Og de står her med livshistorier, vi end ikke kan forestille os.

Kulturens stemmer
I Politiken d. 23. januar gav Jens Albinus, kommende kunstnerisk leder på Husets Teater, et stort interview med fokus på Europa under forandring, og på hvordan teateret skal være med til at skabe rum for fortællinger om den afmagt, som kan indfinde sig, når grænserne indsnævres og fællesskabet smuldrer. Europa er, ifølge skuespilleren og instruktøren, et brændende hus, der er ved at gå i opløsning: “Fremmedheden er vi født med, den kommer vi ikke over”.

Men Jens Albinus er ikke den eneste kulturstemme, der har bidraget til samfundsdebatten. Martin Lyngbo fra Mungo Park startede året med et indlæg i Information, der handlede om, at vi er ved glemme fortiden og derfor ikke tager ansvar for nutiden: “Vi kan miste erfaringen, uanset hvor dyr den var”. Morten Kirkskov fra Det Kongelige Teater fulgte efter med en kronik i Berlingske om anstændighed – både menneskelig og politisk: “Må jeg foreslå, at man også klipper håret af langhårede flygtninge og sælger det til parykker?”. Baggårdteatret startede bloggen B TIMES med budskabet om: ”License to Cultivate” og ønsket om at sætte scenen; også for debatten. Over hele landet producerer teatre, små som store, forestillinger, der tager udgangspunkt i samfundets uro og ikke mindst i flygtningene, der har krydset de rødglødende grænser.

Fra scene til virkelighed
For scenekunst kan skabe en konstrueret virkelighed, hvor historier kommer tæt på og bliver levende; hvor samfundets problematikker blive løftet op, vendt på hovedet og set på fra en anden vinkel. Men vi ser også, at teatrene tager mennesker og deres livshistorier og iscenesætter dem, som de er – på scenen. Det ser vi blandt andet med den kommende asylballet, UROPA, der er en co-produktion mellem Corpus/Den Kongelige Ballet og teater Sort/Hvid. Eller på Mungo Park, der laver en forestilling baseret på research blandt de uledsagede flygtninge. Scenekunsten tager del i den offentlige debat – ikke blot på scenen, men også uden for teatrets fire vægge. Alt er oppe til fortolkning, og der er ingen tvivl om, at scenekunsten deltager; både som fortolker og debattør.

Af: Maria Ahrensberg