Årets CPH STAGE var et brag af en festival, og et stort tak skal lyde til alle jer, som fandt vej ind i teatersalene.
Festivalens program har budt på forestillinger fra både Danmark og udlandet, hvor alt fra dragende skuespil, imponerende cirkusperformance og minutiøs dans indtog byens scener. Nu ser vi taknemmeligt tilbage på ti dages rige teateroplevelser, der gav tårer i øjenkrogene, anledning til latter og tid til fordybelse.
CPH STAGE 2026 finder sted fra den 28. maj til den 6. juni, og vi glæder os allerede.
CPH STAGE er landets største teaterfestival for professionelt teater og finder sted hvert år slut maj / start juni i København og på Frederiksberg.
Over 10 dage kan du opleve både højdepunkter og spændvidden af dansk teater netop nu samt se internationale turnéhits.
CPH STAGE er en mulighed for at se både nye forestillinger og de forestillinger, du ikke nåede denne sæson. På festivalen kan du lade dig overraske og prøve nye veje i det danske teaterlandskab. Udover forestillingerne byder CPH STAGE på events, readings, debatter, seminarer, fest og meget mere.